Hovedpine og migræne

Hovedpine kan ramme alle – derfor er det ikke overraskende, at hver 3. dansker på et tidspunkt i deres liv har søgt læge pga. hovedpine.

Der er mange forskellige typer og undertyper af hovedpiner. De diagnosticeres ud fra Den Internationale Klassifikation af Hovedpinesygdomme (ICHD-3) – de to hyppigste typer af hovedpine er spændingshovedpine og migræne. Mange oplever at have flere forskellige typer af hovedpine på forskellige tidspunkter.

Akupunktur og hovedpine

Hovedpine er en af de lidelser, der behandles hyppigst af akupunktører. Det er ikke kun fordi, hovedpine er udbredt, men også fordi vestlig medicin har svært ved at behandle tilstrækkeligt. Der gives typisk smertestillende og forebyggende medicinsk behandling, som ofte giver bivirkninger. Derudover kan et højt forbrug af medicin rent faktisk være med til at gøre en hovedpine kronisk.

Sundhedsstyrelsen opdaterede i 2019 sine retningslinjer for behandling af kronisk hovedpine til at omfatte akupunktur.

I takt med at man har fået øjnene op for akupunktur til behandling af hovedpine, er der indenfor de sidste 20 år kommet mere og mere forskning på banen – især inden for netop spændingshovedpine og migræne. Et forskningsstudie udvalgte og gennemgik henholdsvis 11 randomiserede kontrollerede forsøg med spændingshovedpine og 22 med migrænehovedpine. De fandt, at “…akupunktur er et værdifuldt ikke-medicinsk redskab til patienter med kroniske spændingshovedpiner…”. For migrænepatienterne fandt de, at “…akupunktur er mindst lige så effektivt som forebyggende medicinsk behandling og et forløb på mindst 6 behandlinger anses som en værdifuld alternativ behandlingsmulighed…”.

Inden for traditionel kinesisk medicin er det ikke vigtigt hvilke vestlige diagnose(r), man har fået – men mere hvilke specifikke symptomer og “triggere”, den enkelte person har. Dette sporer vi os ind på ved en grundig journaloptagelse og undersøgelse, og finder herved den bagvedliggende årsag til netop din hovedpine – og derved den behandling, der passer til dig.

Spændingshovedpine symptomer

  • Typisk en trykkende, pressende hovedpine – som et bælte, der strammer omkring begge sider af hovedet
  • Normalt er man ikke sengeliggende – de fleste bruger i stedet smertestillende medicin og prøver at abstrahere fra smerten
  • Spændingshovedpine er ofte relateret til stress, problemer i nakke/skuldre, uhensigtsmæssig holdning og/eller arbejdsstillinger

Andre hovedpineformer

  • Trigeminus Neuralgi
  • Hortons Hovedpine / klyngehovedpine,
  • Medicin-overforbrugshovedpine
  • Cervicogen hovedpine
  • Tempero Mandibular Joint (TMJ) hovedpine (kæbe- og bidrelaterede)

Migræne symptomer

  • Hovedpineanfald af en varighed fra 4 til 72 timer
  • Typisk en halvsidig og dunkende hovedpine af moderat til svær intensitet
  • Smerterne forværres ved fysisk anstrengelse
  • Der kan forekomme kvalme og opkastninger
  • Ofte føles stærkt ubehag ved kraftigt lys og lyde
  • Knap hver tredje migrænepatient oplever forbigående syns- og føleforstyrrelser under anfaldet – det kaldes også migræne med aura
  • Kvindelige patienter kan opleve migræne i forbindelse med deres menstruation