Allergi

Over 20 % af alle danskere – dvs. over 1 million – lider af allergi. Det kan være en sæsonpræget pollen-allergi (høfeber), hvor kroppen reagerer på f.eks. græs, birk eller bynke, eller det kan være en helårlig allergi overfor støv, dyrehår, fødevarer, parfume, kemikalier eller andet.

Symptomer på allergi er individuelle – og kan også variere alt efter typen af allergi. Eksempler på typiske symptomer er:

  • Kløende, røde, irriterede øjne
  • Kløen i hals, svælg og eller mund
  • Nysen og tilstoppet næse
  • Astma og vejrtrækningsproblemer
  • Eksem eller nældefeber
  • Hovedpine
  • Træthed
  • Mavegener ses ofte ved fødevareallergi

Allergisymptomerne viser sig typisk kort tid efter, at man er blevet udsat for det, man ikke kan tåle. Reaktionen kan dog i nogle tilfælde også komme efter flere timer. Det er individuelt, hvor meget allergenpåvirkning, der skal til, før man får allergisymptomer.

Akupunktur og allergi

Allergi behandles oftest medicinsk med antihistaminer og/eller binyrebarkhormon. Desværre kan denne medicin medføre ubehagelige bivirkninger – især hvis man har brug for at tage dem ofte.

Akupunktur er en bivirkningsfri behandlingsform til både akut lindring af allergisymptomer og forebyggelse.

Ved pollenallergi er det en fordel at starte med behandlinger et par måneder før pollensæsonen starter, for at regulere immunforsvaret og slimhinder i næse, øjne, svælg, tarm og mave.

Forskning har vist, at akupunktur kan bidrage til at lindre symptomer på sæsonallergi, ved at påvirke lokale reflekser i næsen, og ved at regulere immunsystemet, så der sker en nedsat aktivering af de celler, der fremkalder allergiske symptomer.

Hvad sker der i kroppen ved allergi?

Når man udvikler allergi, sker der en overreaktion i kroppens immunsystem overfor ellers normalt uskadelige stoffer. Vores immunsystem skal forsvare kroppen mod angreb af fremmede stoffer som f.eks. virus, bakterier og parasitter. Ved allergiudvikling danner kroppen antistoffer mod stoffer i omgivelserne, som normalt ikke er skadelige – der sker altså en “fejl” fra kroppens side. Disse normalt uskadelige stoffer kaldes allergener.

Man har størst risiko for at udvikle allergi over for de allergifremkaldende stoffer, som man dagligt er i kontakt med, f.eks. pollen, husstøvmider og kæledyr.